Fremtidens Byrum er bæredygtige

Fremtidens Byrum består af bæredygtige løsninger, grønnere tiltag og fokus på genanvendelse – og det bar dette års Have&Landskab præg af

joca a/s viste i år et stort sortiment af både helt og delvist nedgravede affaldsløsninger frem, hvor vi især satte fokus på de miljørigtige tiltag omkring nedgravet affald. Også de 2-hjulede affaldsbeholdere og genanvendelse af disse fik en plads på standen, hvor det var muligt at se neddelte plastemner og granulat.

P4 Sjælland sendte i fredags et indslag om Have&Landskabs fokus på Fremtidens Byrum, hvor salgschef Mads Jensen blev interviewet. Her kom han vidt omkring fordelene ved nedgravede affaldsløsninger, et smart overjordisk affaldssystem med komprimator og solceller til åbne bymiljøer samt genanvendelse af udtjente 2-hjulede affaldsbeholdere.

Hos joca tænker vi bæredygtighed ind og som Mads Jensen sætter fokus på i interviewet med P4 Sjælland, er en nedgravet affaldsbeholder både miljørigtig og bæredygtig. Nedgravede affaldsløsninger er ideelle til byområder, hvor der bor mange mennesker og hvor affaldsbeholdere på hjul optager meget plads.

Det giver rigtig god mening, både i forhold til at det visuelt ser pænere ud end de her 8-10 containere, som skal stå i forlængelse af hinanden, men også i forhold til at tømning foretages med kran. Det betyder, at der kun er en mand på bilen, udtaler Mads Jensen, salgschef hos joca a/s.  

Færre tømninger

Nedgravede affaldsløsninger har en lavere tømningsfrekvens grundet beholdernes kapacitet og tømningsmetode.

Med på standen havde joca også et smart overjordisk affaldssystem til åbne bymiljøer, hvor der ofte befinder sig affaldsbeholdere, der tømmes flere gange dagligt. Dette affaldssystem hedder FinBin og er ideel til bymiljøer, da systemet har en indbygget komprimator, som presser affaldet sammen i en almindelig 2-hjulet affaldsbeholder, som skjuler sig i FinBin systemet.

Midt i byer og i gågademiljøer står der affaldskurve, som bliver tømt måske en eller flere gange om dagen. Den her har en indbygget komprimator og derfor kan den måske nøjes med at blive tømt en gang om ugen, fordi affaldet bliver presset sammen i containeren, udtaler Mads Jensen.

Gamle beholdere genanvendes

Mads Jensen slutter interviewet med fokus på bortskaffelse af udtjente 2- og 4-hjulede affaldsbeholdere, som ved hjemtagning neddeles til mindre plastemner på vores mobile shredder.

Vi tager de gamle containere retur og neddeler dem til stykker af 5-7 cm. Grunden til at vi gør det er, at vi ikke vil udlede så meget CO2 ved transport, dernæst kan vi bedre genanvende plasten. Vi kører den neddelte plast videre til et behandlingsanlæg, hvor det bliver vasket og sorteret, hvorefter det bliver granuleret. Dernæst kan det genbruges til at lave nye affaldscontainere eller plastprodukter, udtaler Mads Jensen.  

Hør hele indslaget med Mads Jensen fra dette års Have&Landskab hos P4 Sjælland – spol frem til 00:10:40.

 

Have&Landskab er Skandinaviens største fagudstilling for den grønne branche og vi ser frem til næste messe i 2021.

Søg