En gylden gave til Morten Andersen

NFL-kicker Morten Andersen blev forleden hædret i hjembyen Struer i forbindelse med optagelsen i Pro Football Hall of Fame. I den anledning overrakte direktør i joca, Søren Jensen en helt særlig gave til den verdensberømte sportsmand.

Morten Andersen blev hyldet og fejret på hjemmebanen i Struer, hvor hele byen, gamle venner, familie, fans etc. var mødt op for at hædre Morten Andersen. Her overrakte præsidenten for Pro Football Hall of Fame, David Baker både en bronzestatuette, en guldjakke og en kostbar diamantring til Morten Andersen som symboler på optagelsen.

Direktør Søren Jensen gik efterfølgende på scenen og overrakte en helt særlig gave til kickeren med rødder i Struer.

“Hvad giver man til manden, der har alt? Guldjakken du har fået er da fin nok – men dem findes der jo mere end 300 af. Jeg har taget en gave med til dig, som der kun findes én eneste af i hele verden”, lød det smilende fra Søren Jensen, mens han trillede en gylden affaldsbeholder ind på scenen – naturligvis dekoreret med Morten Andersens spillertrøje fra Saints på fronten af beholderen.

“Jeg er dybt rørt”, understregede Morten Andersen, da han fik beholderen overrakt foran de 1700 gæster, der var mødt op for at fejre bysbarnet.

DSC 9968

Naturligvis skulle NFL-kicker og nu også Hall of Famer, Morten Andersen fra Struer, have en gylden affaldsbeholder, der kunne matche både den gyldne jakke og spillertrøjen fra Saints. Søren Jensen, joca overrakte den special-dekorerede beholder ved den store hyldestfest for Morten Andersen på hjemmebanen i Struer EnergiPark.
Fotos: Henrik Muusmann Jørgensen

Søg